Februar måneds kunstner i

Kunstskolen Annes Atelier:

Else Munkholm Bager

Vi har startet på ti sætninger, som månedens kunstner fuldfører og uddyber.

Mit navn er Else Munkholm Bager og jeg er kunstner fordi, det at male har bragt mig tættere på mig selv og min identitet, end jeg nogensinde har været før.
Det udfylder et tomrum, som altid har været i mit liv.

Jeg har altid følt, at jeg havde noget inde i mig, som var usynligt for omverdenen – og en følelse af at være usynlig og overset har i perioder plaget mig.
Nu er jeg blevet i stand til at turde træde frem i lyset og være synlig på mine egne betingelser.

Jeg er kunstner, fordi det føles rigtigt og fordi jeg oplever et naturligt flow i alt, hvad der sker i forbindelse med mit kunstneriske virke.
Jeg tror, at når man oplever dette flow, – så er det fordi, man er tro mod sig selv og følger sin egen vej.

Jeg har været kunstner...

...siden jeg i 2011 malede mit første abstrakte maleri. Det gjorde jeg på Vitsø Kunstskole (på Ærø) – hvor jeg deltog i kurser – og det er her, jeg har lært at male.

Dog har jeg altid følt mig som kunstner, fordi jeg har følt mig anderledes og identificeret mig meget med kunstnere, når jeg læste om deres liv. Jeg har igennem årene skrevet en del og troede nok, at jeg en dag skulle blive forfatter. Sådan skulle det dog ikke gå.

Jeg blev folkeskolelærer og kunne som 60-årig gå på efterløn. Derefter blev jeg mormor på fuld tid – og jeg skulle blive 63 år, før jeg vovede at tage en pensel i hånden.

Jeg kunne lige med det samme mærke dybt inde i mig selv, at det var det rigtige, jeg gjorde. Jeg kunne mærke at jeg havde noget særligt at udtrykke, – noget der rørte ved min inderste kerne.

Vejen derfra og dertil hvor jeg er i dag var dog ikke uden forhindringer.

Jeg havde en kæmpe, kæmpestor indre modstand.

Der foregik virkelig en kamp inden i mig og jeg havde de vildeste natlige drømme om disse kampe.

På et tidspunkt i denne periode havde jeg en drøm, hvor disse ord blev sagt: ”Du skal male dit indre ansigt”.

Det tog jeg som et tegn på, at jeg skulle fortsætte.

På det tidspunkt meldte jeg mig ind i Kunstskolen Annes Atelier – og jeg turde næsten ikke sende et maleri til feedback. Det var da bare så flovt og hvis Anne sagde at det var smukt, – så var det nok fordi hun syntes, det var synd for mig. (Ha ha – det kan jeg godt grine af i dag).

Jeg troede i hvert fald ikke rigtig på det.

Det var en lang proces – og for mig var det ikke så meget en øvelse i at lære at male, – for det havde jeg på en eller anden måde i mig.

Øvelsen gik i langt højere grad ud på at lære at tro på det, jeg lavede.

Her var Kunstskolen Annes Atelier fantastisk udviklende. De kurser jeg fulgte, der gav mig en større bevidsthed om det hele, og ganske gradvist en bedre selvtillid med hensyn til det, jeg lavede.

Heldigvis skete der hele tiden et eller andet, som gav mig nyt mod til at fortsætte. Nogen roste mine billeder på nettet, – jeg fik invitationer til at udstille osv. .. Mere og mere flow.

En typisk dag, hvor jeg arbejder med min kunst foregår sådan:

Der findes ingen typisk dag, men her er et referat fra sidste gang, jeg malede:

Jeg går ud i atelieret sidst på eftermiddagen – og har en plan om, at jeg vil færdiggøre et næsten færdigt maleri.

Jeg sætter mig og kigger længe på det. – Ser, at der mangler noget mere sammenhæng samt kontrast.

Jeg døjer lige nu med nogen smerter og humøret er lavt.

Tænker på at alle siger, de er glade når de maler, – det er jeg ikke, – men jeg gør det alligevel.

Efter en time opdager jeg, at jeg går og nynner og fløjter.

Jeg er ikke helt tilfreds med billedet og tænker, at jeg vil lysne med hvidt to bestemte steder, så jeg skal have spartlet noget hvid maling ud. Jeg laver det jo selv – blander æg, linolie og farvepulver.

Men før jeg når så langt, går jeg lige hen og skraber lidt i maleriet med en spartel, – skraber mere og mere og MERE….

Og pludselig er magien til stede.

I løbet af 10 minutter er billedet færdigt.

Og jeg kan næsten ikke få øjnene fra det.

Det bedste jeg ved, er..

...at mærke magiens tilstedeværelse, når jeg gir’ slip på kontrollen. At følge legen og droppe planerne.

Og så er der lige 4 andre ting, som også er det bedste:

- At gå i gang med at male efter en periode, hvor der af forskellige grunde ikke har været tid og plads til maleriet – og at mærke, hvordan trætheden forsvinder og energien kommer, når jeg laver det, som er rigtigt for mig.

- At skrive små tekster om mine billeder og lægge dem på facebook og instagram. Det er ren hygge.

- At passe min egen udstilling og snakke med besøgende. Det er mit ønskejob.

- At få en mail med en spændende invitation.

Det værste jeg ved, er at gå i gang med at male og mærke, at det bare ikke kører. At miste modet og beslutte mig til, at nu stopper jeg med at male – og så må jeg finde noget andet, jeg kan brænde for.

At blive ved med at arbejde på et maleri, som bare ikke VIL. I stedet for at sætte det væk og glemme det.

Men på en eller anden måde er disse kriser måske nødvendige, for at jeg igen kan starte på en frisk – ødelægge det gamle - og starte på noget nyt.

Jeg er blevet allermest inspireret af…

Farver, farver, farver.

Det kan være himlens farver og alle andre farver i naturen. Det kan være nogen fotos, jeg ser, – eller det kan være andre kunstneres billeder.

Farvesammensætninger og den energi som opstår, når farverne sættes sammen.

Og selv om jeg ikke altid har malet, – så er det et tema, som har fulgt mig igennem livet.

Jeg har kunnet bruge timevis på at sætte mit tøj sammen med de farver, som føltes rigtige lige nu. Jeg har haft blå perioder, røde perioder, lilla perioder, grønne perioder osv. osv. Det var en måde at udtrykke mig på uden en pensel.

Da jeg for mange år siden hørte om Vicky Walls aurasoma farveterapi, vidste jeg, at det var noget, jeg gerne ville arbejde med, – så jeg tog kurser og uddannede mig i aurasoma farveterapi. Jeg købte aurasoma kropsolierne – og fik bogstavelig talt farverne ind i kroppen.

I dag kan jeg gå ud i mit atelier, selv trylle farverne frem – og give dem et udtryk i et maleri. For det er det, jeg gerne vil. – Give farverne et udtryk.

Om 5 år vil du kunne opleve mine værker..

...der, hvor flowet har ført mig hen. Jeg kunne ønske mig at blive tilknyttet et galleri i Danmark, så jeg ikke skulle rejse så langt med mine billeder. Jeg er i øjeblikket tilknyttet et lille galleri i Barcelona, hvor de gerne vil sælge mine billeder.

Min plan er at følge det flow, der er og være åben over for de invitationer, jeg får – samt lægge billet ind på udstillingssteder i nærheden af, hvor jeg bor.

At være begyndt så sent med at male har jo den fordel, at jeg ikke skal leve af det.

Fra nu af handler det om først og fremmest om at gøre det, som jeg har det godt med. Og når jeg gør det, så er det, jeg oplever det fantastiske, – pludselig at flyde MED strømmen - i stedet for at kæmpe MOD strømmen.

For mig er god kunst en dialog mellem kunstneren og beskueren. Et møde mellem to sjæle. Noget man har lyst til at tage ind.

Det bedste ved Kunstskolen Annes Atelier er for mig det, at de ER der og at det er rigtige mennesker. De er seriøse, de er inspirerende, de brænder for det, de laver og de er til at stole på.

Hvis jeg spørger om noget, kan jeg være sikker på at få et kvalificeret svar.

De har en kæmpe viden og erfaring inden for kunstverdenen. – De har arbejdet sig op fra bunden, de har et frisk og usnobbet syn på kunst.

Og så er skolen bare én stor guldgrube fyldt med inspirerende kurser, videoer med månedens tema osv.

Det er også rigtig godt, at der er et netværk, man kan vende nogle ting med. Det har jeg benyttet mig af nogle få gange, men jeg må indrømme, at jeg ellers ikke bruger netværket så meget. Det skyldes, at hvis jeg gik ind i det, ville det komme til at fylde for meget og tage min tid.

Men hvis jeg lige ser, at nogen spørger om noget, jeg har et bud på, – så vil jeg selvfølgelig blande mig. Det er rigtig godt at vide, at netværket er der.

Det bedste råd jeg har til andre kunstnere er: Mærk efter hvad der føles rigtigt. Lyt indad. Følg din egen vej.