November måneds kunstner i
Kunstskolen Annes Atelier:
Randi Egebro Baltsersen
Vi har startet på ti sætninger, som månedens kunstner fuldfører og uddyber.
Mit navn er Randi Egebro Baltsersen, og jeg er kunstner fordi... mine værkers udfordringer og processen bag dem er blevet en uundværlig del af min tilværelse. Det er som om, jeg ikke altid helt kan rumme mig selv og en gang imellem skvulper jeg over, ned på et lærred.
Jeg føler ikke altid, at jeg har et valg omkring at være skabende.
Jeg har været kunstner siden: Nogle dage er jeg helt sikker på, at jeg er kunstner. Andre dage kan jeg på ingen måde forholde mig til det ord. Alle har en mening om, hvad der er kunst, og jeg har svært ved at gøre mig til dommer over mit eget.
Jeg har altid været skabende, og har været MEGET nysgerrig, stillet mange spørgsmål og haft mange mærkelige ideér.
Jeg solgte mit første værk i 1993, da jeg var 9 år, til min mormors nabo, for en kasse chokoladefrøer.
Men først omkring 2013, da jeg var blevet voksen og havde fået børn, tog jeg en beslutning om at udtrykke mig billedligt og begyndte bevidst at bruge tiden på at skabe mit eget univers.
Men om det gør mig til kunstner eller ej, vil jeg lade være op til beskueren.
Jeg tror, nogle er født med en indre trang til at udtrykke sig og være kreative og skabende. Jeg tror til gengæld, de færreste er født med en teknisk kunnen og jeg tror, at alle der kan skabe noget fantastisk, har øvet sig -rigtig meget. 🙂
En typisk dag hvor jeg arbejder med min kunst foregår ikke på nogen bestemt måde.
De fleste dage bruger jeg på bare at tænke.
Nogle dage render jeg rundt ude i naturen og finder inspiration, som jeg tager billeder af.
Andre dage googler jeg bare, eller ser en masse videoer på YouTube. Nogle gange følger jeg kurser eller undervisning, laver hjemmeside eller tager ud til ferniseringer og på museer og oplever andres kunst.
Det kan være, jeg laver farveprøver eller skitser, eller skriver stikord ned, eller tvinger mine stakkels børn til at stå model til alverdens mærkelige billeder, jeg senere kan male efter. 🙂
I perioder arbejder jeg med ret små malerier og tegninger på papir.
De dage hvor mine børn er hos deres far, laver jeg som regel større malerier på lærred.
Jeg dykker helt ned i mit eget univers og glemmer alt andet end det maleri, jeg har gang i. Jeg arbejder i forskellige "etaper", hvor baggrunden som regel er mere fri og intuitiv, og ender med at blive en scene fra mit sind, som regel i nogle heftige farver.
De senere lag hvor jeg sætter forskellige ting ind i forgrunden kræver koncentration, og tålmodighed. Da arbejder jeg efter billeder og forsøger at kopiere ting fra virkeligheden. F.eks. børn, dyr og glas. Der er en del tørretid ind imellem, derfor har jeg, så vidt min lille stue tillader det, gang i flere malerier ad gangen, når mine børn ikke er hjemme.
Jeg glemmer at spise, glemmer at sove og glemmer at gå i bad. Det vælter ligesom bare ud. Jeg kan ikke helt styre det.
Ind imellem laver jeg mindre tegninger og malerier på papir, da jeg kan mærke, det kribler i fingrene, men ikke altid har overskud/plads til at arbejde med malerier på lærred.
I september/oktober skærer jeg i græskar og laver dem til ansigter. Da er det ansigtetstræk- og udtryk, jeg arbejder med og det, at få noget rundt til at blive en anden form.
Et græskar holder kun i få dage ,så i den forbindelse tager jeg også fotos.
Det bedste jeg ved er, når det lykkes at få det ud, jeg har i hovedet, eller at tage de rigtige beslutninger igennem processen, som gør, at det bliver federe, end det jeg oprindeligt havde planlagt. Solskin. Stearinlys. Frostvejr der laver glimmer.
Det værste jeg ved er, når det ikke lykkes. Når man retter og retter og ender med at ødelægge det. Blærebetændelse. Regnvejr. Tandpine.
Jeg er blevet allermest inspiereret af: Jeg bor i en lille lejlighed tæt på både strand, havn, skov, mose, søer, enge og marker. Så naturen er en stor del af min inspiration til farver og baggrunde. Og årstiderne sætter også deres præg.
Men også min måde at se verden på, mine børn, og mine personlige oplevelser er en del af min inspiration.
Jeg er blevet inspireret af rigtig mange andre ting op igennem tiden, også nogle af de helt store klassiske kunstnere som f.eks. Claude Monet, Edward Munch og Rembrandt.
Om 5 år vil du kunne opleve min kunst i bøger, på gallerier rundt i danmark og udlandet og -måske, med lidt held - på censurerede udstillinger.
For mig er god kunst noget, der bevæger mig, eller taler til mig. Noget, der giver mig en eller anden form for personlig oplevelse.
Noget, hvor man bare ikke kan andet end at tænke WOW (HVORDAN??? har de gjort...?)
Eller WOW (indlysende - - - hvorfor tænkte jeg ikke selv på det?)
Det bedste ved kunstskolen Annes Atelier er for mig, at der altid er nogen at vise mine ting frem til, som tager mig seriøst. Der er altid nogen at spørge om alverdens kunstrelaterede ting. Der er masser af inspiration og man kan gøre det hele, når det passer en (også hvis man feks har perioder, hvor man er mest vågen om natten 😉 )
Det har været fantastisk at blive undervist i at lave sin egen hjemmeside og få det til at virke!!!
Men det allerbedste er de søde mennesker, som støtter en på de tidspunkter, hvor man godt kan føle sig lidt alene, som skabende menneske og kunstner.
Det bedste råd jeg har til andre kunstnere er: Find noget netværk. Lav en facebookside. Det er rart at have flere steder at vise sine ting frem og få feedback fra. 🙂
Du kan følge Randi Egebro Baltsersen på hendes hjemmeside og på hendes facebookside.