Af: Anne Juul Christophersen

- Ja, her hos mig kan man nok, hvis man både er flink og nådig, sige at mængden af renhed i krogene er af absolut svingende karakter.

Men Anne, hvorfor snakker du nu om, hvor rent der er hjemme hos mig og hos dig?

- Tak fordi du lige spurgte om det – det vil jeg nemlig meget gerne uddybe.

Det er jo fint og dejligt at have et skinnende rent Bo Bedre-hjem, det er der ingen tvivl om – MEN –
(ja, der er nemlig et stort fedt MEN)
– al den her rengøring er altså ofte en overspringshandling.

En ”overspringshandling” – hvad mener du med det? Selvfølgelig skal der være rent hjemme hos mig.
– Hvad ville min mand/kone/børn/forældre/børnebørn/nabo/postbud/veninde dog tænke,
hvis her ikke var rent?!

- Tja, hvad ville de tænke?

Og har det egentlig nogen betydning, om postbuddet eller veninden tænker, at der er støv på reolen og en nullermand i hjørnet, hvis du, i stedet for at fare rundt med støvsugeren og kluden, har siddet ved dit staffeli og malet – eller skabt en skulptur – eller tegnet en tegning eller noget helt fjerde og vidunderligt kunstnerisk og kreativt?

Helt ærligt, - hvad gør det så, der er nullermænd?

Og helt ærligt, - er alle de andre ikke fuldstændigt ligeglade med, hvor rent der er hjemme hos dig? 
(Og skulle de ikke være ligeglade – så er det jo i sandhed deres eget problem).

Er det i bund og grund ikke DIT eget krav til DIG selv, at dit hus skal ligne en reklame for rengøringsmidler?

 

Og når du opdager, at du føler, det er vigtigere at gøre ovnen skinnende ren indeni eller få støvsuget bag vaskemaskinen eller bag den store tunge træskænk, du har arvet af onkel-morfar,- er det så ikke på tide, at du stiller dig foran et spejl og tager en seriøs snak med dig selv?

For åh, hvor er det ærgerligt, at så meget af den tid, der er så sparsom her i livet, skal gå med alle disse overspringshandlinger. Når du nu i stedet kunne være i fuld gang med det,
du holder allermest af.

Nemlig at være kreativt og kunstnerisk skabende.

Og så er det altså nok mest en kvindeting – det her med at finde på undskyldninger, for ikke at prioritere sig selv højt – og i stedet løbe rundt som et (selvvalgt) serviceorgan, der skal bære hele familiens ve og vel på sine skuldre, alt imens vi fortæller til højre og venstre hvor FANTASTISK, vi synes det er at være dette pligtopfyldende serviceorgan – og tilmed føler en slet skjult stolthed, når nogen roser vores perfekte hjem.

Og jeg kender det selv rigtig godt. I mange år kæmpede jeg en uvindelig kamp for altid at have et rent og overordentligt nydeligt hjem. (Og jeg vil lige tilføje, at der var INGEN, der havde bedt mig om det – og jeg ved, at Jesper ALDRIG bemærkede, om der var rent eller ej).

Endelig en dag tænkte jeg – NEJ! – nu kan det være nok. Jeg er da fuldstændig ligeglad med, om der altid er rent i mit hus.
Jeg kaster håndklædet i ringen. 
Hvis der er familiemedlemmer her i husstanden, der har lyst til at der altid skal være skinnende rent, – så ved de jo hvor støvsugeren står.
(og ellers må de godt spørge)

Og så satte jeg mig hen til mit staffeli og der blev jeg!

Ikke super ”ladylike”
– og hvis du kommer forbi lige nu i skrivende stund, så er her godt nok heller ikke just pynteligt…

Men helt ærligt, hvad gør det..?

- Jeg har malet et fedt maleri!