Af: Anne Juul Christophersen

Så længe du har arme, hænder og øjne – så er du jo ikke ”blokeret”.

"Maleblokering"...

I min verden findes det ikke.

Eller i hvert fald har det som sådan ikke spor at gøre med, om du kan male eller ej.

At føle, man har maleblokering handler, for mig at se, om:

1. at man ikke kan beslutte sig for, hvad man vil male

 – og

2. at man har et krav om, at hver eneste gang man maler noget, så skal det ende ud i et færdigt mesterværk.

Og de to ting vil jeg gerne gå lidt i dybden med:

 

1.

Det her med at tro, at man som kunstner skal vente på en form for guddommelig inspiration er en skrøne.

Picasso har sagt:

”Inspiration findes, men den skal finde dig, mens du arbejder”.

Det er præcis min tanke.

Når du føler, du har fået maleblokering, så MAL, MAL og MAL noget mere. Det er jo fuldstændig ligegyldigt, hvad resultatet bliver.
Er det svært ”bare” at gå i gang, - så dig selv bundne opgaver. Fx lav ti malerier, der kun må måle fx 30 x 30 cm, – du må kun bruge max 15 minutter til at male dem og så skal du bare vælge et tema, – det kan fx være landskab, mennesker, dyr, eller hvad du normalt holder af at male.

For så er du i gang.

Undervejs vil du opdage, at noget virker forfærdeligt og andet bare virker super godt – og begge dele hjælper dig videre.

Men for alt i verden, lad være med at beslutte dig for, at du har en blokering, så du ikke kan male.  Så længe du har arme, hænder og øjne, – så er du jo ikke ”blokeret”. (Og så findes der tilmed mennesker, der maler med deres fødder eller mund, hvis ikke de har arme, – så der er faktisk ingen undskyldning).

Imens du giver dig selv lov til at male løs, arbejder du jo faktisk på at finde ind til dit eget personlige og unikke udtryk. Og det er jo lige præcis dét, det hele handler om.

For det, der kaldes en blokering, handler i bund og grund om din egen usikkerhed. Den usikkerhed, der konstant prikker dig på skulderen og siger; ”Du er ikke god nok”, ”Du har ikke noget spændende at tilbyde verden med dine værker”, ”Du er slet ikke nyskabende og opfindsom” – osv. osv. – i en lang lind strøm.

Van Gogh har sagt:

”Når du hører en stemme inden i dig, der siger ”du kan ikke male”, – så for Guds skyld, mal”.

Når nu selv van Gogh kendte følelsen, så kan du vide dig sikker på, at det ikke kun er lige præcis dig, der kan have den følelse. Følelsen af usikkerhed kender ALLE kunstnere. Også de allermest berømte og anerkendte. MEN, – de stopper jo ikke op og siger ”nu er jeg blokeret. Jeg kan ikke male”. Nej, de maler. Laver måske 50 værker hvoraf ét var lige dét, de søgte. Og så arbejder de videre derfra.

Og det leder mig videre til det andet punkt.

 

2.

Du kan ikke forvente at mestre alting på et kvarter. Det vil sige, at du ikke behøver at lave værker, der skal udstilles eller vises frem, hver gang du har ladet penslen glide hen over lærredet.

Det er helt ok, at ting tager tid.
- At teknikker skal læres.
- At formsproget skal udvikles.
- At gøre sig umage.
- At blive en dygtig kunstner, kræver ufatteligt meget arbejde. Ufatteligt mange timer med træning, øvelser, forsøg og eksperimenter. Afsøgninger af forskellige udtryk. Tanker og overvejelser. Forsøg med forskellige materialer. Forfinelse af evner. Og noget mere øvelse. Og undervejs i den proces kan det være nemt at tro, at man er ”blokeret”.
-  Det er du ikke. Du er faktisk på vej til at blive kunstner.

Det er ikke noget, du bliver på en dag, en uge eller på et hyggeligt weekendkursus.
Det er noget, der kræver tid.

Og nej, alle er ikke kunstnere, blot de som før nævnt lader penslen plette på et lærred – og nej, alt er ikke kunst.

Og hvem er så dommer?

Det er du.
Og når du rammer det, der går under navnet ”maleblokering”, – så kan det meget vel være fordi, du er på vej til at kunne se forskellen.

Kærlig hilsen Anne