September måneds kunstner i

Kunstskolen Annes Atelier:

Judy Ryslander

Vi har startet på ti sætninger, som månedens kunstner fuldfører og uddyber.

Mit navn er Judy Ryslander, og jeg er kunstner fordi… kreative gener ‘runs in my blood’ – min nysgerrighed på snart sagt alt – og mit evige ønske om nye udfordringer – er drivkraften i mit faglige folkloristiske liv, mit musikerliv og som udøvende billedkunstner. Jeg elsker at lære, at sætte mig ind i nyt, at afprøve.

Jeg har været kunstner siden… jeg blev uddannet reklametegner fra Akademiet for fri og merkantil kunst i København i 1967-68. Det var spændende at komme igennem alle de kunstneriske processer med farvelære, akvarel, tempera, skitser, udstillingsmodeller opbygget i miniformat, croquis, stregtegning, frihånds og efter bundet emne osv.

Den ene underviser og grundlægger af Akademiet, var Otto Frello, som dengang var ugleset som kunstner; han var kendt som leveringsdygtig illustrationstegner, uge for uge, til familie journalens romanserier (og dét gav kunstnerisk anerkendelse med pil nedad!) – først i sine meget sene år og kort tid inden sin død for få år siden, blev han anerkendt. Nu med egen permanent udstilling på Varde Museum. (flere andre af min årgang er blevet endda meget kendte billedkunstnere).
Det, som ikke huede mig, da jeg havde fået en rigtig fin eksamen, var, ikke overraskende, den merkantile side. Jeg blev så at sige vendt mod mig selv, idet processen i de kommende år med jobs i reklamebranchen, fik glæden ved produktets skabelse til at blegne, og selve det, at lave reklamer med formål at sælge folk produkter, de i virkeligheden ikke havde behov for, blev et altoverskyggende problem, og i sandhed et problem for mig som udøvende.
Jeg mistede lysten til at tegne og skabe. Det, som drev mig, lyst, glæde, spontanitet, forsvandt, og i stedet følte jeg lede ved hele reklamebranchen.
Jeg var da først i tyverne og alene med min ældste datter.

Det var tid at skifte spor.

Jeg valgte at gøre min skoleuddannelse færdig, så jeg kunne læse på universitet. Under de sidste år på hf fik jeg min yngste datter, og i de tolv år, jeg derefter læste på Uni samt arbejdede og var alene med mine børn, var det ikke billedkunsten, som var prioriteret. Tværtimod var den lagt væk, for nu var dansk folkemusik, sang og dans i højsædet.

Først i år 2000 følte jeg atter et behov for at udtrykke mig via billeder og begyndte at mødes med et par gode kolleger for at male og hygge. Efter et par år var det, typisk mig, der fortsatte og udviklede mig, og de andre der var sprunget fra. Jeg er vedholdende og skal altså lige ud i alle hjørner for at finde ud af, hvad der foregår.

En typisk dag hvor jeg arbejder med min kunst foregår sådan…

Der er ingen typisk dag for mig. Jeg ved, at mange sætter det hele i system og arbejder otte timer dagligt, men nej, jeg er lystbetonet udøver. Og det er skidt, for så kan alt komme ind som en højere prioritet.
I stedet sætter jeg mig nogle mål, fx. en censureret udstilling, et tema, en opgave. Jeg arbejder nemlig bedst under pres! Til gengæld er jeg yderst målrettet og effektiv, når jeg så går i gang.
Et tema er det første. Research, formater, farver, skitser, udklip, ideer, metode. Bum.
Så i gang.
Undervejs supplering at materialer, for nu udvikler det sig.
Nat og dag om nødvendigt. Men helst en periode i uforstyrret tid. Hvilket er umådeligt svært som travl og udøvende musiker og underviser – selvom jeg er lykkelig på “folkelig pension” nu og ikke behøver at jage rundt fra job til job for at få økonomien til at hænge sammen.

Jeg har så også i de seneste fire år været meget fastlåst mormor i en nedbrudt, sammenbrudt familie, som absolut ville have været fuldstændig ødelagt, hvis ikke jeg var gået ind i midten og havde taget ansvaret for dem alle (datter med tre børn). Og det er vi alle taknemmelige for, selvom mit eget liv blev sat på standby. (Min datter siger selv, at hun havde ikke været her i dag, hvis jeg ikke havde taget ansvar. Hun var selvmordstruet og fik henad vejen en bipolar diagnose udløst af stress. I dag er hun velreguleret i medicinsk, forever behandling, og fungerer ufatteligt godt i familien og på jobbet).

Men – jeg vil tilføje, at der er en ongoing research, jeg samler til huse i hukommelsen og på tablet, eller udklip, til kommende værker. De bliver måske ikke lavet i morgen, men snart. Og jeg laver et værk i ny og næ, sådan fra den ene dag til den anden, fordi det er en nødvendighed, en udfordring til mig selv at gøre det. Så jeg har sådanne værker, der står sådan lidt alene, for ellers kan jeg godt lide at male serier.

Det bedste jeg ved er…

..den forunderlighed, den overraskelse, der opstår i processen, når tingene udvikler sig. Wow-oplevelsen når man selv overraskes positivt! Når man bliver forelsket i egne værker. Og tænker, “gud, har jeg lavet det?!”
Og så elsker jeg at dele det med andre, at fortælle om, hvordan man kan prøve en teknik, så der sker dette eller hint.

Det værste jeg ved er…

..når jeg kan se, at der mangler en wow-effekt men ikke kan gennemskue, hvilken (sikkert lille!) ting, der skal til, for at løfte værket over i en anden dimension. Så kommer værket på standby, dvs. over på hylden for ikke-færdige værker, evt. på væggen, så jeg kan kigge og gruble. Der kan jo gå lang tid, og i den tid har jeg måske stiftet bekendtskab med nye metoder, teknikker, og selv har jeg gennemgået processer i livet, som også kan give inspiration til lige at gå hen og rette eller tilføje det, der mangler.

For mig er god kunst…

..en individuel oplevelse mellem værket og beskueren. Vi er forskellige, og noget, som jeg ikke bryder mig om, kan en anden forelske sig i. Hvilken følelse, der rammer mig, når jeg synes kunst er god, det er, når jeg bliver varm om hjertet, og jeg ikke kan få blikket væk. Når jeg får lyst til at eje det – og det derefter inspirerer mig selv, fordi jeg ikke har råd til at købe det eller plads til at have det hængende.
Jeg anerkender, at al kunst er en fantastisk oplevelse for den, der udfører værket, at al kunst ikke er god, eller dårlig, men at min egen smag er min, at jeg ud af hundrede “anerkendte” værker fx. på en censureret udstilling, måske kun elsker et, og at jeg lærer noget om mig selv hver gang – måske mest af de 99 andre, for hvorfor i alverden siger de mig ikke noget?

Jeg er blevet allermest inspireret af…

..kunstnere i samtiden, som gør noget helt banebrydende, nye farvekombinationer, ja, måske især det. Jeg elsker Kathrine Ærtebjergs univers, hvor farver og figurer tiltaler mig umådeligt meget, de smyger sig om mig. Leif Sylvester og William Skotte Olsen og de farverige værker, Sylvesters fabuleren med formerne, og Skottes forbliven i et meget smalt univers, igen og igen. For nylig så jeg, at Michael Bundesen efter stoppet af sin sangkarriere pga. sygdom er begyndt at male, og jeg er fan! Endnu en figurativ kolorist, som jeg selv. ?

Om 5 år vil du kunne opleve mine værker…

…ja, det håber jeg da! Allerede nu kan de opleves i korte perioder på få men udvalgte, censurerede udstillinger. Jeg er virkelig ikke god til at komme langt ud med mine værker, og det skyldes flere faktorer, mestendels mangel på tid. Hvis det blev min første prioritet, så tror jeg nok, der ville komme et ryk, men… – det kommer nok ikke til at ske. I stedet bliver det et smalt publikum, der vil kende til mig. Skulle jeg af en eller anden årsag ikke kunne udføre min musikalske metier mere, så kom billedkunsten forrest. Indtil da lever de side om side. – Og selvom jeg da har solgt pænt af mine værker, så er det jo alligevel en langt længere proces, der skal til, for at tjene lidt – end det er ved musikken! Der er jo faste minimumstariffer, det har jeg dog alligevel aldrig hørt om for kunstværker.

Det bedste ved Kunstskolen Annes Atelier er for mig…

..Anne og Jesper themselves! Det er superflot gået, indenfor et smalt, smalt terræn, som kunsten er, at skabe så stor accept og samhørighed blandt udøvende kunstnere. Den lange seje kamp indtil i dag kender måske ikke alle til, men at starte fra bunden og sige sine fastlønsjobs op og satse alt på at få en drøm til at lykkes, det er virkelig godt gået. Og i den sammenhæng at tage så mange flagrende kunstnerhænder med på vejen og give dem rum, råd og opbakning, vejledning, varme, tilskyndelse – det er unikt og noget, mange andre på parnasset kunne lære, endda meget, af!

Mit bedste råd jeg har til andre kunstnere er…

DO IT!