Iben Bjerre er månedens kunstner i Kunstskolen Annes Atelier

Billedkunstner Iben Bjerre

Juli måneds kunstner i

Kunstskolen Annes Atelier:

Iben Bjerre

Vi har startet på ti sætninger, som månedens kunstner fuldfører og uddyber.

 

1. Mit navn er Iben Bjerre. Jeg er kunstner fordi... det bare er sådan. Hvis jeg i dag kunne/skulle vælge mit erhverv om, var det gået den vej. Måske ikke akademiet, men noget i den retning. Sådan blev det ikke, men nu er jeg i gang.

 

2. Jeg har været kunstner siden:
Jeg har været kunstner altid, bare ikke så bevidst, at jeg tænkte på mig selv som kunstner, men jeg har målrettet malet de sidste 12 år.

3. En typisk dag hvor jeg arbejder med min kunst starter ved, at jeg ”nulrer” lidt rundt på værkstedet, rydder lidt op og kigger på de billeder, jeg har gang i, drikker lidt kaffe og nyder bare at være der.

Jeg er lidt tøvende og genert i starten overfor mig selv, men selvfølgelig kommer penslerne og farverne i gang. Jeg arbejder meget i serier af 6-8 billeder, hvor farver, stil og udtryk ligger i samme stil.

 

4. Det bedste jeg ved... er, når jeg oplever den følelse af, at det her lykkes, som jeg har forestillet mig og bliver til den helhed og med det udtryk, som jeg har arbejdet hen mod.

 

5. Det værste jeg ved... er når jeg er nødt til at stille et lærred væk, fordi det ikke vil arbejde sammen med mig. Men jeg trøster mig selv med, at sådan er det at være abstrakt maler.

Iben Bjerre er månedens kunstner i Kunstskolen Annes Atelier

Værk af Iben Bjerre

Iben Bjerre er månedens kunstner i Kunstskolen Annes Atelier

Værk af Iben Bjerre

6. Jeg er allermest inspireret af:
Min første inspirationskilde var Sergei Sviatchenko, med sine forunderlige abstrakte billeder, og hvor jeg for første gang forstod lidt af, hvad der ligger i at betragte et abstrakt maleri.

Så dukkede Maja Lisa Engelhardt op i mit univers og gav mig samme oplevelse og fordybelse som Sergei.

Sidst har jeg været i skole hos Hussein Tai, som har inspireret mig og hjulpet mig rigtig meget.

Han har lært mig at ”lægge arm” med billeder, der har deres selvstændige meninger og (i de fleste tilfælde) få styr på dem.

Derudover er jeg inspireret af naturen og ”monumenterne” i min hverdag, f.eks. de arbejdsløse kraner på Stigsnæs værket, den forsømte havn i Næstved, de tomme siloer, højhusene og ikke mindst vandets underfundige og mystiske verden.

 

7. Om 5 år... vil du kunne opleve mine værker på forskellige gallerier, på messer og måske på nogle af de mindre censurerede udstillinger.

 

8. For mig er god kunst... noget der rører ved mig og noget der har mange lag og som kan gøre mig glad, når jeg kommer ind ad døren i mit hjem.

9. Det bedste ved Kunstskolen Annes Atelier er for mig:
”Du er ikke alene” sang Sebastian engang.
Det er man heller ikke i Kunstskolen Annes Atelier. Der kan man finde inspiration og teknikker, gode interviewes, som er meget inspirerende.

At få præcis, skarp men også venlig feedback betyder meget, for det er nogle gange ensomt at være kunstner.

 

10. Det bedste råd jeg har til andre kunstnere, er... at blive ved og ved og ved.
Og det koster rigtig meget hårdt arbejde. Og ikke kun i værkstedet, markedsføring er lige så vigtig som kunsten.

At være synlig og udfarende er også en del af at være kunstner…
Og jeg har erfaret, at det kan læres. 

Du kan følge Iben Bjerre på facebook.

Iben Bjerre er månedens kunstner i Kunstskolen Annes Atelier

Værk af Iben Bjerre

Iben Bjerre er månedens kunstner i Kunstskolen Annes Atelier

Værk af Iben Bjerre


 

Du er også velkommen i Kunstskolen Annes Atelier:

Klik her og kom videre med din kunst