Januar måneds kunstner i
Kunstskolen Annes Atelier:
Lisbeth Holst Gundersen
Vi har startet på ti sætninger, som månedens kunstner fuldfører og uddyber.
Mit navn er Lisbeth Holst Gundersen, og jeg er kunstner fordi... kunsten og det kreative altid har været mit liv.
Hele livet har jeg malet og lavet keramik, og i 19 år har jeg undervist full time i alle kreative fag.
Jeg har haft min egen systue, hvor jeg syede specielt tøj, anderledes kreative brudekjoler i alle mulige farver og holdt modeshow på Munkebo kro samt Ulriksholm Slot.
Så brækkede jeg begge mine håndled og kunne ikke sy mere, men det at male kunne jeg heldigvis stadig. Så lagde jeg mit liv helt om og blev kunstner på fuld tid.
Det er simpelthen livet, det hele værd.
En typisk dag hvor jeg arbejder med min kunst foregår sådan, at op af formiddagen, når alt er klaret, går jeg i mit atelier med kaffe - Tænder for musik, eller andet baggrundsstøj.
Her sidder jeg og varmer langsomt op - kigger på mine malerier, så ved jeg nogenlunde i hvilken retning, jeg skal jeg gå, og så er det bare at gå i gang.
Jeg arbejder meget i temaer. Jeg bruger oliemaling, og derfor har jeg mange motiver i gang på én gang, men kun i samme tema, abstrakte heste, kvinder, blomster.
Med olien kan jeg opnå meget spændende varianter, tyndtflydende til baggrund, og tykkere med forskellig mere eller mindre olie opnå forskellig glans til det, jeg netop vil opnå.
Mega spændende.
Det bedste jeg ved er, når der opstår det her 'Flow', som gør, at man bare maler og maler, tiden flyver, og pludselig er kl. 4 om morgenen.
Eller når man vågner om natten og lige skal ud og se til sine billeder.
Det værste jeg ved, er når jeg ikke kan komme videre for malingen ikke er tør nok, og så prøver jeg alligevel.
Øv, så er det en ommer.
Jeg er blevet allermest inspiereret af Toulouse-Lautrec som min første inspiration, men der er rigtig mange: Hundertwasser, Per Kirkeby og så en kunstner fra min hjemegn: Henning Severin Petersen. Hans billeder både drager dig og skubber dig. Super male-kollega.
Om 5 år vil du kunne opleve min kunst i gallerier rundt i Danmark og gerne udstillinger i udlandet også. Samt på diverse kunstmesser.
For mig er god kunst noget, der skaber glæde og positiv energi. Noget der rykker mig, giver mig ro, glæde og lysten til at fortsætte.
Der findes rigeligt af negativitet rundt om os hele tiden, overalt. Der skal sendes mere positivitet og glæde ud iblandt os.
Det bedste ved Kunstskolen Annes Atelier er for mig, at man får et brugbart netværk. Som kunstner er man faktisk meget alene.
Man kan få svar på rigtig mange ting, teknikker, hvor man kan lære rigtig meget, og så kan man læse sig til en masse brugbart.
Samtidig har det også givet mig mulighed for at blive medlem af en kunstnergruppe, ARTEes, en gruppe vildt dejlige og fornøjelige piger.
Vi har lige udstillet sammen i kunstbygningen Filosoffen i Odense og vi har allerede planlagt de næste to udstillinger i Roskilde Musicon 2017 og i Ebeltoft 2018.
Det bedste råd jeg har til andre kunstnere er at det er en god ide at blive medlem af et netværk, hvor man kan sparre med andre med samme interesser.
Samtidig er det en rigtig god ide med at komme på kursus og lære noget nyt. Der er "altid" noget, man kan få med og bruge, eksperimentere og ellers mal - mal -mal.