Oktober måneds kunstner i

Kunstskolen Annes Atelier:

Lizzie Jensen

Vi har startet på ti sætninger, som månedens kunstner fuldfører og uddyber.

Mit navn er Lizzie og jeg er kunstner fordi jeg ikke kan lade være.

For godt et års tid siden rykkede vi, min kæreste og vores to børn, teltpælene op og flyttede fra by til land. Vores søn fik for nogle år siden en autismediagnose og det fik mig til at se lidt anderledes på nogle ting. Det blev jeg i hvert fald nødt til, da mange dage kunne være noget stressede og fyldt med konflikter og nedsmeltninger osv. Så vi købte et lille nedlagt landbrug lidt udenfor byen, for at få lidt mere ro på. Og det har vi fået, og mere plads også. Så det har vi ikke fortrudt. Og det vi har været igennem de senere år har gjort, at jeg måske ser lidt anderledes på noget, end jeg gjorde før og prioriterer lidt anderledes, end jeg gjorde før.

Har vel altid haft brug for at udtrykke mig visuelt. Så snart jeg kunne holde på en blyant og lave de første kruseduller, var jeg solgt. Kan huske at jeg som lille fik mange skældud fra min lidt ældre bror, fordi jeg i begyndelsen ikke kunne holde mig indenfor stregerne, når vi malede i vores malebog, men det var jeg da heldigvis ret ligeglad med og fortsatte ufortrødent med at male.

Jeg har været kunstner siden:

Svært at sige helt præcist. Men jeg har i hvert fald altid haft stort behov for at udtrykke mig igennem tegning og maleri.

I 2.-3. klasse begyndte jeg måske så småt at finde ud af, at jeg gik lidt mere op i at tegne/male end mange af de andre og vandt senere en tegnekonkurrence, som gav mig ekstra ”blod på tanden” til at tegne.
Havde ligeledes de første år en lærer, som var meget inspirerende at have for mig. Han spillede klaver, lavede keramik og sad altid og klippe-klistrede og lavede de flotteste papirklip, imens han læste H.C. Andersen eventyr op for os unger. Og vi fik selvfølgelig lov til at tegne løs imens. Så jeg fik her rig mulighed for at bruge min fantasi. Og i et lille samfund som Læsø er, hvor jeg er født og opvokset, hvor tilbuddene ikke var så mange og pengene små, fandt jeg på mange ting selv. Lavede huler i skoven og klatrede i træer, på jagt efter forskellige fugleæg, som min bror samlede på, fiskede osv.

Efter endt skolegang vidste jeg ikke, hvad jeg skulle og om jeg kunne bruge min interesse, tegning/maleri til noget. Og den skole jeg gik på, var på det tidspunkt heller ikke ”gearet” til at hjælpe én videre i den retning. Så beskeden var bare, at det ikke var noget at gå i den retning. Det kunne man ikke leve af. Så efter endt skolegang, flyttede jeg fra øen og kom på Handelsskole. Og jeg hadede det, og var godt og grundigt skoletræt, men gennemførte 1. år.

Det år modnede mig også og gjorde mig mere selvstændig, så noget godt kom der da ud af det. Skulle klare mig selv, uden næsten en krone på lommen. Så jeg lærte at ”leve på en sten”. Og efter det år lod jeg mig ikke diktere af andre, hvad jeg skulle eller ikke skulle, så jeg tog bl.a. på højskole. Ganske vist en idrætshøjskole, men de havde også lidt kreative fag kørende, så det år blev en øjenåbner for mig, og her solgte jeg faktisk mit første billede til en af de andre elever på skolen.

En typisk dag, hvor jeg arbejder med min kunst…

Når ungerne er kommet i skole, og jeg har gået en runde udenfor. Har åbnet for høns og tjekket at det er, som det skal være, går jeg som regel umiddelbart efter i gang med noget godt musik i højtalerne, for at komme i den rette stemning og bliver også tit direkte inspireret af stemningen i musikken til noget af det, jeg tegner og maler.

Nogle gange arbejder jeg måske ”nonstop” med tingene i flere timer, hvis jeg har mulighed for det. Andre gange bliver det måske 1-2 timer. Og det bedste jeg ved er, når jeg kommer ind i et godt ”flow”, hvor det bare kører og tingene lykkes og jeg er tilfreds med det, jeg har fået arbejdet med, når dagen er omme. Det værste jeg ved er, når det bare ikke vil lykkes, og jeg har stået og arbejdet på noget en hel dag og uanset hvad jeg gør bliver noget hø…

Jeg er blevet allermest inspireret af:

Andre mennesker som gør det, de brænder for. Det kan være kunstnere af forskellig slags, eventyrere eller iværksættere, ildsjæle. Det er meget inspirerende at se, hvordan andre arbejder med deres kunst eller hvad de nu laver og se hvordan de bare ”klør på” uanset hvad og gør det, de gør, fordi de ikke kan lade være, og bare gør det, de brænder for. Det er meget inspirerende, synes jeg. Og så giver det mig fornyet lyst og energi til at fortsætte med det, jeg gør.

Om 5 år vil du kunne opleve mine værker:

På forskellige udstillingssteder og måske på et galleri også.
Engang kunne det måske også være spændende at få mulighed for at prøve at udstille noget udenfor landets grænser. Men lige nu og her prøver jeg bare på at koncentrere mig om at lave mine billeder og blive bedre til det.

For mig er god kunst:

Når det ”taler” til en og rører noget ved én og sætter nogle tanker eller følelser i gang.
Fra det ekspressive billede fyldt med energi og farver, til det det mere stilistiske billede. Det kan være meget forskelligt. Bare billedet rummer noget stemning. Det hjælper selvfølgelig, at der er styr på det tekniske, men det skal udtrykke noget, synes jeg. Det skal være mere end bare en ren afbildning af noget, selvom det kan være pænt at se på, og man kan se, at vedkommende måske er meget teknisk dygtig, så virker det ret hurtigt uinteressant, hvis det ikke rummer andet og mere end det, synes jeg.

Det bedste ved Kunstskolen Anne Atelier er for mig:

At jeg har et sted, hvor jeg kan få råd og hjælp til at komme videre med min kunst, og at jeg kan bruge det, når jeg har tid og i det omfang jeg har mulighed for
det, er bare guld værd for mig.

Det bedste råd jeg har til andre kunstnere er:

At de skal blive ved at lave det, de gør, hvis det er det, de brænder for. Og bliver ved med at arbejde med det, selvom der er dage, hvor man har lyst til at gi´ op og ”smide håndklædet i ringen”.

Der har været en del dage, hvor jeg har haft det sådan, men så har jeg måske holdt lidt pause fra det, og ladet lidt op, og fået fornyet energi og inspiration og så lige pludselig en dag er jeg bare nødt til at lave noget igen.

Jeg havde en god faster, som desværre døde ret ung for nogle år tilbage, som engang spurgte mig meget direkte, engang hvor jeg mødte hende på øen, om jeg stadig fik tegnet noget, hvortil jeg svarede, at det gjorde jeg da. ”Godt”, sagde hun, ”det skal du blive ved med”, sagde hun så. Dengang tænkte jeg ikke så
meget over det, men senere er det møde med hende begyndt at poppe op de dage, hvor jeg synes, at det hele bare er noget hø og jeg har svært ved at se formålet med det, jeg laver og får mig tilbage på sporet igen og er en af de ting, der hjælper mig til at fortsætte.

Og så sender jeg lige faster en lille tanke og tak.