Oktober måneds kunstner i

Kunstskolen Annes Atelier:

Brian Kristensen

Vi har startet på ti sætninger, som månedens kunstner fuldfører og uddyber.

1. Mit navn er Brian Kristensen, og jeg er kunstner fordi jeg har ikke kan komme ud med mit budskab på andre måder.

Jeg har forsøgt at skrive, men jeg bliver hurtig træt af at skrive og jeg kunne tidligere ikke forklare, hvorfor jeg følte mig anderledes, jeg havde bare behov for at komme ud med de følelser, som jeg ikke kunne formulere med ord.

Som barn var jeg meget urolig. Jeg kan huske, at jeg som dreng havde set 7 dags cykelløb i tv, og tv var jo ikke hver mands eje dengang, så det havde nok gjort indtryk på mig, for ved en begravelse lidt senere, gik jeg ned til kisten og tog bårekransen om halsen, og råbte, jeg har vundet i cykelløb.

Jeg kan også huske at jeg tit fik kommentarer som, "bliver du aldrig voksen?". Men på trods af min urolige krop, så fik jeg stor kærlighed fra mine forældre.

Når jeg tænker tilbage, så havde jeg rolige øjeblikke, og det var når jeg sad med en blyant og papir. Jeg kunne bruge rigtig lang tid på at tegne ansigter og lægge skygger, det gav mig en indre ro at bruge min kreative del af hjernen.

Desuden brugte jeg lang tid på at indspille kassettebånd med musik, som jeg forventede at mine venner ville synes om, og hertil designede jeg altid et cover til båndet, som fuldførte min gave til andre.

Jeg opdagede desværre også at det, jeg syntes var fantastisk musik og et fedt cover, ikke altid var det, mine venner havde lyst til at se og høre, så det gjorde nok, at min kreativitet fik et lille knæk, men den har altid været der, og når jeg brugte den, så gav den mig ro.

Jeg har været kunstner siden jeg var barn, men har ikke betragtet mig som sådan, før de senere år.

I 2009 fik jeg øjnene op for min kunstneriske åre. Egentlig var det ikke en behagelig oplevelse, for det startede med, at jeg gik ned med stress. Min krop sagde simpelthen fra. Som så mange andre kom jeg til psykolog for at finde årsagen til min stress, men i første omgang bad psykologen mig overveje, om der var en hobby, jeg har forsømt eller kunne tænke mig at arbejde med.

Jeg forklarede, at jeg i min barndom tegnede portrætter, og at denne hobby gav mig ro. Hans første medicin var derfor, at jeg skulle genoptage denne hobby. Pludselig strømmede mine tanker med ideer til værker, jeg ville i gang med, men i første omgang tænkte jeg på, hvilke portrætter der ville give mig glæde, og her tænkte jeg på Gøg og Gokke, som jeg morede mig meget over før i tiden, så derfor begyndte jeg at male portrætter af Gøg og Gokke, herefter Charlie Chaplin og Buster Keaton m.m.

Men der var stadig nogle følelser, jeg ikke kom ud med, så derfor begyndte jeg at male værker som fortællinger over det, der brændte inden i mig selv.

Derfor har jeg en del værker, der handler om at bære maske, eller at man prøver at vise udadtil, at alt er godt, men indeni så er der et kaos. Mine venner har altid omtalt mig som den glade Brian, så da jeg gik ned i et dybt hul, kunne mange ikke forstå, hvorfor jeg ikke bare kunne tage det med et stort smil, som jeg plejede.

I 2014 fik jeg så endelig diagnosen ADHD, og nu kan jeg så forstå det kaos, jeg har i mit indre - og bedre forstå, hvorfor jeg ikke, som andre, bare kan sætte sig ned og følge med, eller hvorfor jeg så hurtigt mister fokus.

Jeg har samtidig fundet ud af, at min kreative side, er god medicin for mit sind.

En typisk dag hvor jeg arbejder med min kunst foregår sådan:
Jeg får en hel del bestillinger på portrætter malet fra foto, så det er ikke så tit, jeg får tid til at arbejde med de andre ideer, jeg har skrevet ned for at huske dem. Men for det meste så er det portræt på lærred malet med akryl, jeg får bestillinger på, samt lidt kultegninger.

Først tegner jeg en skitse over det portræt, jeg skal male. Herefter overfører jeg denne tegning til et fladt stykke lærred, som ikke er spændt op. Herefter lægger jeg skyggerne med kul, således at mit lærred nu fremstår som en kultegning. Dette fikserer jeg med en malersprøjte, der er fyldt med en mat lakering.

Herefter har jeg flere veje at gå, alt efter hvilken stil, jeg sigter efter. Men det mest normale er, at jeg tager halv akryl + halv akryl glazing og maler de farver, der skal på lærred. Dette tynde lag lader min tegning skinne igennem, så skygger og kontur er rimeligt bevaret. Jeg supplerer ofte med lidt flere lag, hvor der er skygge, så det ikke bare er kultegningen, der danner skyggerne, men også et tykkere lag farve, som giver en mørkere tone.

Det bedste jeg ved er, når et værk er færdigt, og jeg er nået det punkt hvor, nu må jeg ikke finpudse mere, for så mister billedet sit momentum. Dertil er det ufatteligt opløftende, når kunder giver sig tid til at fordøje billedet og senere melder tilbage og fortæller, hvad værket betyder for dem.

Det værste jeg ved er, når jeg ikke kan finde ro til at male, fordi der er så mange andre pligter, man må tage sig af. Sådan er det sikkert for de fleste.

Men som ægtemand, far til 4 børn + 1 barnebarn, eget hus og fultidsarbejde samt andre forpligtigelser, så kan jeg ikke bare tage den tid, jeg har lyst til, selvom familien ved, at det er medicin for mit helbred. Selvfølgelig er det også vigtigt, at man ikke bare lukker af, fordi man har brug for det, min familie har jo også brug for mig, og jeg har brug for dem, og jeg ville aldrig kunne undvære familien, så det er helt klart en balance, man må arbejde med.

Dog er det ikke altid let for mig at styre denne balance, og det skyldes sikkert min ADHD. Når jeg er i den kreative verden, så er jeg nok lukket meget inde i mig selv, og forstår ikke altid at komme tilbage til den virkelige verden, så her må familien prøve at hive mig ud, når det er nødvendigt.

En ting der har såret mig, er når venner kigger ned på en, fordi man ønsker at arbejde med sin kreative side. Jeg har hørt kommentarer som: “En rigtig mand skal bruge sine hænder til et rigtigt håndværk”, eller “En rigtig mand skal beskæftige sig med noget, man kan leve af, så han kan forsørge sin familie” osv. Måske læser nogle af mine venner dette her, og det er fint nok, jeg er et ærlitg menneske, og vil gerne indrømme, at det sårer mig, når ens venner ikke kan acceptere, at man er kunstner.

Ja, jeg vil rigtig gerne accepteres som kunstner.

Jeg er blevet allermest inspireret af gamle kunstnere som f.eks. Rembrandt.

Da Rembrandt malede, var han begrænset af den palette af farver, der var tilgængelige på den tid, men faktisk elsker jeg disse dybe jordfarver, som man finder i de gamle værker.

Når jeg betragter et billede i den stil, så fascineres jeg af de mørke farver, der omkranser et portræt, og med det rigtige lys ser man pludselig nuancer, man ikke opdagede før. Det er som om, detaljerne er malet i flere lag, og man skal søge for at finde dem. Det er virkelig fascinerende, og det inspirerer mig meget.

Af nutidige kunstnere er jeg ret betaget af det univers, som Michael Kvium skaber. De skabninger han får frem på sit lærred, er jo ikke umiddelbart kønne, og for nogen kan de være skræmmende. Men jeg elsker at betragte dem og tænke over, hvad han prøver at fortælle mig. Desuden synes jeg, det er en god kontrast til den sukkersøde modelverden, der er skabt
omkring os.

Om 5 år vil du kunne opleve mine værker hænge på på en stor udstilling på Horsens Kunstmuseum udstillet sammen med Michael Kviums seneste værker.

For mig er god kunst noget, der rammer mig i hjertekulen, noget der fortæller mig en historie, uden at det er alt for uroligt i farverne. Jeg vil gerne opleve ro og historie, når jeg betragter kunst. Det behøver ikke være alt for detaljeret, det skal bare give mig en ide om, hvor det vil føre mig hen.

Det bedste ved Kunstskolen Annes Atelier er for mig, at vi kan spørge det dygtige panel om alt, hvad en kunstner kunne gå og tumle med. Desuden er jeg begejstret over, at Janteloven er begravet dybt. Der er ingen, der føler sig mere værd end andre.

I den højere danske kunstkreds er det ikke velset, hvis man kalder sig kunstner, uden at man har en akademisk uddannelse, men den slags snobberi er vi helt fri for i denne kunstskole, hvilket nok er det største plus for mig.

Det bedste råd jeg har til andre kunstnere er, at du ikke skal tro for lidt om dig selv. Jeg ser ofte andre kunstnere, som viser deres værk frem for andre kunstnere, og man kan se det på ansigtet, at de næsten undskylder, at de viser det frem, selvom det faktisk er ret flotte værker.

Så hvis du vil noget med din kunst, så nytter det ikke, at du ikke selv tror på det, du laver. Jo selvfølgelig kan det da godt være, at det ikke falder i andres smag, men hvis de kan mærke, hvad du har lagt i dit værk, og de kan mærke, at du selv tror på det, du viser dem, så vis det dog i den måde, du beskriver, eller præsenterer det på, ellers kan du godt regne med, at du ikke bliver taget alvorligt.

P.S: Det lød måske lidt hårdt, men det var rigtig kærlig ment.
Rigtig god vind til jer alle sammen, jeg tror på jer 😉

Du kan følge Brian Kristensen på hans hjemmeside og på hans facebookside.

Du er også velkommen i Kunstskolen Annes Atelier: