September måneds kunstner i

Kunstskolen Annes Atelier:

Anja Korsgaard

”Jeg er pt. lidt som en transvestit, der endelig er sprunget ud af skabet og lige skal have lært at vælge outfittet og håndtere mascaraen uden at stikke øjnene ud ... samtidig med at der fnises og peges fingre på gaden!”

”Jeg hader økonomiens magt over mennesker... Jeg vil gerne have økonomisk mulighed for at lave mine kunster, men jeg vil ikke lave mine kunster for at få økonomiske muligheder.”

Det første møde med kunsten

I denne måned har vi fornøjelsen at præsentere Anja Korsgaard som månedens kunstner i Kunstskolen Annes Atelier.

Anja bor på i en nedlagt landejendom på Mors sammen med sin mand og deres tre børn. Ægteparret driver hver deres virksomhed på adressen, hvor de hver især har god plads til deres arbejde.

”Her er "det nye" værksted, hvor manden min har autoværksted, og "det gamle" værksted, hvor der er plads til, at jeg kan lave de af mine ting, der kræver plads og sviner lidt på gulvet. Ellers har jeg mit kontor/atelier i huset, hvor jeg kan lave små/flade ting som f.eks. mine tusch-tegninger.”

Anjas første møde med kunsten var, da hun som 8-årig var med sin far på ugentlige maledage hos Sarah Alice Thomsen.

”Jeg tror det var før akrylmalingens tid, i hvert fald var det oliemaling vi brugte, og fokus var på at male så det ligner. Min mor har her 30 år senere faktisk stadig et par malerier fra den gang hængende! Men da mine forældre blev skilt var jeg 9, og derefter var der ikke maling tilgængelig i hverdagen, så jeg holdt mig til papir og blyant.

Da det kom til uddannelse og levevej var der desværre ingen studievejledere, der heppede på at forfølge en lidt genert og indadvendt piges vagt udtalte ønske om en karriere som kunstner, så drømmen forblev en godt gemt drøm, og jeg gik efter det, der var muligt på Mors - jeg kom i mesterlære som grafiker.”

Gang i den kunstneriske udvikling

”Min egen kunstneriske udvikling blev sat mere direkte i gang, da jeg tilmeldte mig et kursus hos Anne Juul Christophersen i Annes Atelier i 2011”, fortæller Lene B Herler om det, at komme videre med kunsten i voksenlivet og fortsætter:

”Det var mit første møde med en kunstner, som lagde tydelige pædagogiske strategier frem for, hvordan man kunne arbejde målrettet med sine arbejder, med sin kunst. Og som gjorde principperne klare og tydelige. - Gjorde det enkelt at forstå - uden at forenkle. Og ikke var bange for at bruge af sine personlige erfaringer.

Sidenhen er jeg blevet medlem af Kunstskolen Annes Atelier, der er en på det nærmeste uudtømmelig kilde til nye erfaringer og viden gennem de forskellige emner og projekter, som vi møder deri.
Fra de konkrete spørgsmål om valg af materiale, værktøjer, de praktiske greb , hvor der er udstillinger, og de store spørgsmål om god versus dårlig kunst. Alt sammen godt at få mere forstand og viden af.
Og så må de fine kurser hvor der arbejdes, diskuteres og vurderes, ikke glemmes. Alt sammen er med til at sætte skub i tanker og bevægelse i ens sind og nye udtryk på lærredet.”

De, der bevæger sig på kanten af sindets yderpunkter

Anja Korsgaard lader sig gerne inspirere af andre kunstnere.

”De ukontrollerede, ukontrollable og upolerede! Ikke Jens-Jørgen-Thorsen-agtige provokatører, men de der bare stikker ud af "plejer", "bør" og "burde" - og bevidst eller ubevidst vender flertallets vedtagne virkelighed på hovedet i et forsøg på at få ting til at give mening eller bare tilføre det ny mening.

Edward Munch, og i særdeleshed "Skriget", har fulgt mig siden jeg så det første gang. Det stumme skrig i en uvirkelig virkelighed kunne jeg helt klart identificere mig med. Parallelverdenen. Mareridtet. Drømmen. Surrealismen. Det skæve. Det overraskende. Det uvirkelige. Manifestation, udforskning og udfordring af den vedtagne virkelighed. Det er i lige så høj grad motivet/følelsen/konceptet som det kunstneriske udtryk, der fanger og inspirerer mig. Også Salvador Dalis smeltende ure, figurer og hele væsen har en magnetisk magi, der både frastøder og tiltrækker.

Jeg beundrer de, der formår og tør at visualisere og formidle det de ser for deres indre blik eller mærker i hjertet, hvad enten det er minutiøst detaljeret eller opstået i intense øjeblikke af egoforladt kreation. Det ufiltrerede, tilfældige, ubalancerede og alligevel hungrende efter balancen, roen, freden, forløsningen. Yoko Ono er også en fantastisk kunstner. Og Björk. Og kunstnerduoen Elmgren og Dragset har jeg for nylig opdaget. Og Dukkefar. Jamen der er så mange superinteressante og ego-/virkeligheds-punkterende kunstnere, som er dybt inspirerende.

De, der bevæger sig på kanten af sindets yderpunkter; de, der tør stikke hovedet ind i løvens gab, men heldigvis oftest også husker at tage hovedet ud i virkeligheden igen ... De er interessante.”

"Som en transvestit, der endelig er sprunget ud af skabet..."

Selvom Anja Korsgaard nærer stor kærlighed til kunsten og kunsten udgør en stor del af hendes hverdag, har hun alligevel vanskeligt ved at give sig selv lov til at bruge tid og kræfter på, at skabe sine værker.

”Jeg har i den grad været i proces de senere år i forhold til at forsvare, at jeg helt bevidst bruger tid, penge og energi på at lave umiddelbart-uden-nytteværdi-produkter, samtidig med at jeg har skullet finde ud af hvad jeg laver, hvorfor og hvordan.
Jeg er pt. lidt som en transvestit, der endelig er sprunget ud af skabet og lige skal have lært at vælge outfittet og håndtere mascaraen uden at stikke øjnene ud ... samtidig med at der fnises og peges fingre på gaden!

Men det er menneskers liv og valg, der er omdrejningspunktet, og der begynder at tegne sig et billede af, at det materialemæssigt kan være beton, jord, ler, jern, ståltråd, kul og flydende sort der er mine foretrukne.

Jeg tror generelt ikke man skal gøre så meget andet for at udvikle sig end at være nysgerrig, legende, modig og opmærksom både udadtil og indadtil. Jeg øver mig i at have tålmodighed og tillid til processen, til verden og til mig selv. At give mig tid. Jeg øver mig i at lade tingene modne, opstå og ske uden minutiøse 5-årsplaner og uden at falde for samfundskravet om at styre alting med vores begrænsede menneskeligt bevidste planlægnings- og tænkeevne!

Mit største udviklingsbenspænd er nok i virkeligheden økonomi. Jeg hader økonomiens magt over mennesker... Jeg vil gerne have økonomisk mulighed for at lave mine kunster, men jeg vil ikke lave mine kunster for at få økonomiske muligheder. Men på et tidspunkt i den nærmeste fremtid bør jeg jo nok alligevel begynde at prissætte og sælge noget mere, selv om jeg helst er fri for at tænke i penge.”

Du er også velkommen i Kunstskolen Annes Atelier: